Cyberlandsholdet

Det Danske Cyberlandshold består af 10 unge i aldersgruppen 15-25 år, og repræsenterer Danmark ved de årlige europæiske mesterskaber ECSC. I 2022 vandt Danmark den europæiske konkurrence - i øvrigt som mindste land nogensinde. Landsholdet udtages på ny hvert år gennem De Danske Cybermesterskaber, der i år havde mere end 700 deltagere fra konkurrencens start - og som består af virtuelle træninger der er åbne for alle, en virtuel kvalifikationsrunde, regionale mesterskaber, nationale mesterskaber og til sidst en bootcamp hvor det endelige landshold udtages. Projektet finansieres af Industriens Fond, og gennemføres som et samarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste, Center for Cybersikkerhed, Aalborg Universitet og en række andre danske universiteter, samt virksomheden Happy42. Formålet med projektet er at bidrage til øge interessen for og viden om cybersikkerhed blandt unge i Danmark, med henblik på at sikre virksomheders og myndigheders adgang til cyberkompetencer, og dermed bidrage til danske virksomheders konkurrencekraft. Dette er særligt vigtigt i et af verdens mest digitaliserede samfund, og i en tid hvor cybertruslen er større end nogensinde før.
Læs mere om Cyberlandsholdet her